"Flest uheld sker i hjemmet..."

4.30 ville pungrotten ikke sove længere. 4.30. Det er liiige lidt for tidligt. Men han er så glad os smilende og fuld ad spræl om morgenen...det er ikke rigtig muligt at få ham i seng igen... Jeg lod ham kravle rundt på gulvet, mens jeg prøvede at overbevise mine stakkels øjne om at åbne sig. De samarbejdede ikke særlig godt.
Pludselig kravlede Noah op og stop lige ved mit ansigt, med hans kæmpe smil - og søde latterlyde. I hånden viftede han et eller andet frem og tilbage.
Endelig vågnede mine øjne. Og så så jeg hvad det var...

"Ved du hvad det der' er, Noah?"
         Stort smil.
"Det er et bogmærke...og ved du hvor det hører til? I en bog! Så kan du være sød at ligge det tilbage præcis hvor du fandt det?"
Endnu større smil, og Noah der kravler tilbage hvor han kom fra - så jeg et kort sekundt faktisk troede han havde fattet hvad jeg sagde...Men så smed han skødeløst bogmærket fra sig - og hev lidt i en sok.

Michelle skrev en besked til os alle sammen i går.

Efter vi var gået i mødregruppe, var Sebastian faldet ned af puslebordet. Og havde brækket sit ben!

Ej, jamen er det ikke trist? Stakkel Sebastian!

Alle er helt vildt søde, og vil sende blomster til Michelle. Og jojo, det var da et uheld - men kynisk og dømmende som jeg jo altså kan være når jeg syntes folk er nogle paphovedet.... så tænker jeg "Jamen, hvad havde du regnet med? Du har kun en' arm .Og ungerne er i det stadie hvor de bestemt ikke gider ligge ned og blive skiftet...Jeg har to arme, og meget hurtige reflekser - men skifter kun Noah på gulvet, og har gjort det de sidste 3 uger..."

På den anden side har jeg også lært at man ikke kan dømme mødre - der alle gør hvad de mener er bedst for deres barn. Vi gør alle sammen tingene meget forskelligt, og jeg har fandme også lavet nogle brølere med Noah!

Han er fx faldet ned fra vores seng - og nær blevet kvalt i en skorpe...jojo,sådan rigtig kvalt. Han blev helt blå i hovedet, og heldigvis panikkede jeg ikke - men flåede ham op og dunkede ham i ryggen - så skorpe stykket fløj ud af mundne på ham. Vi var begge fuldstændig i chock bagefter. Jeg rystede over det hele, og Noah sad bare og gloede ud i luften. Først da han begyndte at hyle - kom vi tilbage til virkeligheden.

For første gang har min far bidraget med noget til mit voksne liv, for som falck redder viste han hvad jeg skulle gøre hvis Noah nogensinde blev kvalt i noget. Både plan A og plan B.

Og jeg er da sikker på at de andre mødre har tænkt "Jamen hvad havde hun regnet med? Han har jo ingen tænder!"

Og blomster fik jeg i hvert fald ikke....

Nå, baby svømning om 2 timer, og Noah skal sove inden - ellers skriger han da svømmehallen ned...

Adios...