Thursday, December 29, 2011

Goodreads.com



Jeg tænker at de fleste af Jer der læser med her, er bog elskere?

Jeg har fundet den her fantastiske side, good reads... den fås både som smart phone app, men findes også her http://www.goodreads.com/.
Man kan se hvad ens venner læser, deltage i bogklubber - og finde nye spændende bøger...

Jeg har kun 7 venner, så hvis I er derinde, må I endelig adde mig :) Jeg kan findes ved at søge på min email Rikkeozdk@gmail.com



Her er en nogle andre good apps for os der læser....

Wednesday, December 28, 2011

2011

Året der gik... Skrevet på engelsk, fordi det aldrig rigtig var tænkt som en blog-ting. Men her kommer den...




        
Lived: Hervey bay Australia

Pets: Custard the Ginger cat – 12 years old.

Kids: One, Noah – 17 months.´




Books read: 24

Favourite book of the year: Water for elephants or The help.

Best movie watched: Don’t know, have been falling a sleep before the end in almost every one I have watched…

Worst experience: Noah having seizures, and being admittet to hospital for 3 days.

Biggest loss: Moby L Who died from blurt.

Holidays: One, to New South Wales – Wollongong and Sydney.

Best weekend trip: Rainbow beach



Best daycation of the year: Australia zoo

Worst News recived in the year: Uncle Michael has cancer

Craziest things happening for a Danish girl living in Australia: The floods and cyclone Yasi.

Biggest surprise of the year: Sister and dad actually game to visit from Denmark…

Used most time on: Minding Noah, reading books, writing letters.

Will like to use more time on in 2012: my blog, traveling

Would have liked more of: Sleep

Learned: to make sushi, mojitos and that your and you’re are not the same word.



Would like to learn in 2012: Spanish, to spell in English

New things I am doing in 2011, which I did not do in 2010: Reading more books in English, going to the hairdresser every 8th weeks.

New Things I got in 2011, which I really treasure: Ray ban sunnies, Del laptop – just jeans, light jeans, Iphone.

Things to look forward to in 2012: Trip to Denmark.

Things not to look forward to: Turning 30 . (Argggh – 30!)


Goals for 2012: Get better at spelling in english not to swear so much...

Want to use more money on in 2012: Clothes! Have not bought near enough in 2011.

På besøg på dansk kirkegård...

Hervey Bay, hvor vi bor - var faktisk beboet af danskere da den blev...ja, "lavet". Så her er en dansk kirkegård. Som vi besøgte i dag. Nogle af gravene var helt tilbage fra 1889!

Her er lidt billeder fra vores tur...








Tuesday, December 27, 2011

Et skrig jeg aldrig glemmer...


Juleferien hos Matts søster endte faktisk en andelse dramatisk.

Over for deres hus er der en eng med heste, og4 årige Sienna og jeg havde været frem og tilbage den her eng en million gange i de dage vi var der.
"Rikke, when you have finished your coffee, can we then go across the road and pat the horses?" blev hun ved at spørge. Hun er så hamrende charmerende og nuttet, så jeg sagde ja hver gang.
Noah tror heste er store hunde, så han krammer og kæler ivrigt med dem...Heldigvis er der især en af dem der er helt vildt cruise, - og lader Noah kramme så meget han vil...



Der gik hurtigt spot i heste besøget, og dagen hvor vi tog hjem ville Cooper også med. Med sin cykel. Og så ville Sienna også have sin cykel med. Og pludselig mente man der var for meget at holde styr på, for bare mig (det kunne jeg nu altså sagtens have klaret!) - og så skulle alle med.
Jeg blev hurtigt træt af at vente, de her mennesker er 100 år og en sommer om at komme ud af døren.

Så Matt, Sienna, Noah og jeg ville gå i forvejen...

De bor lige ud til en rigtig uhyggelig vej. Folk racer afsted på den her vej, og som om det ikke er farligt nok - bor de rundt om et hjørne. Man kan ikke se om der kommer biler, og bilerne kan ikke se om der er nogle på vejen....

Bare at krydse den alene får mit hjerne til at slå lidt hurtigere...det er lidt russisk rolette agtigt...

Når Matt og jeg krydser den med børnene går vi altid heeeelt hent til hjørnet, så vi bilerne i det mindste kan se os. Tror Amber og Nigel syntes vi er lidt fjollede, men jeg er virkelig en better safe then sorry type....


Deres hund, Kendra, er en stor hund - med en blanding af alt muligt. Den er aldrig rigtig blevet trænet , og er derfor pisse! irriterende! .
Den kommer aldrig ud af gå tur, fordi den selvfølgelig ikke er særlig god til det. Og når de så endelig forbarmer sig over kræet, og trækker den afsted - er den så fuld af energi af den ikke er til at styre.
(Igen, fordi den ikke er blevet trænet! Lær det, mennesker...hvis I anskaffer Jer en hund - især en stor en', så fucking TRÆN lortet!)

Nå, men vi står på den anden side og venter - men kan ikke se deres hus for træer.
Pludselig hører vi Amber råbe, med panik i stemmen...

"KEEEEEEEEEEEEEEENDRAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!",
hvorefter en bil bremser op, men alligevel rammer noget stort og tung.
DUNK!
Så kan vi hører Cooper skrige "NOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO!".
og så igen Amber der skriger i fuldstændig panik og vildskab - "KENDRAAAAAAAAA...noooo! NOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOOO!"

Jeg sværger, det var det mest uhyggelige jeg nogensinde har hørt.
Jeg vender mig mod Matt og Sienna, der begger står som limet til stedet, og bare glor over mod skrigende.
"Matt! Kendra got hit by a car - GO!", og så får Matt endelig røven i gear - og styrter over mod huset.

Sienna, der står og ser helt fortabt ud, hopper op på sin cykel - og jeg skynder mig over til hende, og siger meget pædagoisk at vi hellere må vente her, for jeg tror måske at Kendra er blevet ramt af en bil, og lige skal en tur på dyrehospitalet...Og vi har ikke lyst til at se hende syg.
(Og her tænkte jeg allerede på hvordan de mon ville forklare den her lille pige at deres hund var død)
Og Sienna svarer, at nej det har vi ikke, og fortæller at hendes ven også havde en hund der blev ramt af en bil - og så fik den plaster på.
"Måske får Kendra også plaster på..."
(Jaaa, eller måske får Kendra et gravsted....)

Mens alt detter her står på, kan jeg hører Amber råbte på bilnøgler, og kort efter ser jeg vores bil køre forbi. Tænker at vi kan gå tilbage nu, og krydser fingre for der ikke er indvolde eller blod over hele vejen. Da vi er ved at gå tilbage, kommer Matts mor løbende, stor tudende
 (Det er rigtig flot, matts mor - når jeg nu står her og holder Sienna rolig...)
Hun siger dog at Kendra var ved bevidsthed da de bar hende ind i bilen, og havde logende hale.

Cooper var fuldstændig opløst da vi kom tilbage til huset. Det var ham der ikke havde lukket porten, og han så hende også blive hamret ned af bilen... Vi blev ved med at sige til ham det var et uheld, (eller en hund der ikke er trænet! Hmmmm....), men det var tydeligt han var i både chock, og bebrejdede sig selv...

Da Amber og Nigel kom tilbage, havde de heldigvis hunden med sig. INTET var brækket, og der var ingen indre blødninger. Men dyrlægen havde sagt at det var ufattelig heldigt.
Hun havde fået noget smertestillende, da hun selvfølgelig stadig var blevet ramt af en bil...

Nigel, der altid gerne vil virke rigtig hård og marcho, sagde ikke mange ord da han havde lagt Kendra fra sig. Lidt efter forsvandt han ud i skuret. Sienna løb efter - og kom ind til os alle sammen 2 sekunder efter " MUMMY MUMMY, DAD IS CRYING!", skreg hun ud over det hele... Og så er det jeg kan li Nigel lidt mere. Fordi han er så dejlig følsom... Og græd over sin have hunds heldige skæbne, og lettelsen over hans 8 årige søn ikke ville ende som seriel killer fordi han indirekte havde myrdet sin hund...

Amber forklarede at det var ok, og at far bare var glad fordi de hele var endt så godt.
Kort efter kommer Nigel ind, og skynder sig forbi os alle sammen med tshirten hævet som var han ved at tørrer "sved" af panden. Og Matts mor, den dumpap - siger, som snakkede hun til et lille barn "Do you need a beer Nigel?"
Og Nigel er tvunget til at svarer med grådkvalt stemme, og så ellers skynde sig ud på badeværelset.
(Altså, hvor dum er hun - lad dog manden være!!)

Vi tossede op om vi skulle blive en ekstra dag, men jeg kunne hurtigt mærke at det kunne jeg ik - for jeg bliver simpelthen så arrig i skallen når Matts mor bliver ved og ved og ved med at fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal med Noah...
"Du behøver ikke give ham et bad hver dag"
(Øh, jo - for han stinker af pis hver aften, og et bad gør ham helt roligt og klar til seng)
"Nu tager jeg ham ind og læser ham en bog, og hvis han græder - så bare lad ham græde"
(Jeg skal nok selv styre hvornår jeg vil lade min unge græde, og hvis du ikke fletter fi... så kommer DU til at græde meget snart!)

Ej, hun er simpelthen bare SÅ røv irriterende.
Hun elsker også at fodre Noah med sit skum fra kaffen, med sin FINGER! Og når han så vender hovedet, propper hun det nærmest ned i halsen på ham.
Hun gav ham også en halv romkugle - med helt vildt meget rom i. Drengen er 16 måneder!
Heldigvis siger både Amber og Matt noget til hende, så der ikke bliver drama mellem moren og jeg. Det har vi ligesom haft nok af...

Da vi havde pakket bilen, kom hun også og spurgte om vi ikke ville efterlade Noah der' et par dage... sådan helt seriøst.
øh...hvad tror du selv? Vi har juleferie.Måske vi gerne vil have det med vores SØN...
Plus vi da ikke kunne drømme om at efterlade ham, første gang nogensinde han bliver passet, i en by 4 timer fra hvor vi bor! Med en skør bedstemor. (der er en' af de der underlig nogle der ikke vil kaldes bedstemor, fordi det får hende til at lyde gammel... News flash - du ER gammel!)

Nu er vi heldivis hjemme i Hervey bay igen - og Matt er hjemme helt til d.9.

Så vi skal rigtig famile udflugte den her over de næste dage....





Glædelig jul!

Glædelig jul!

Håber I har haft en dejlig kold jul, med masser af and og flæskesteg og macinpan til I var ved at kaste op?
Vi havde faktisk en rigtig hyggelig jul. Matts søster og mand er skønne - og vi rejste heldigvis hjem dagen efter hans åndsvage mor ankom.... I guder, hvor er den kvinde dog hæslig!

Julen her er lidt for afslappet til min smag. Vi lavede ikke rigtig noget. De andre så tv, og jeg læste bøger. Men netop i år trængte jeg helt enormt meget til at slappe af - så måske var det derfor jeg ikke fik stress udslet over ikke at lavet noget...


Julemorgen. Noah med en af sine gaver.

 Det der' med at åbne gaver om morgenen syntes jeg er irriterende. Alle ligner lort, så man kan ikke rigtig tillade sig at oploade noget offentligt. De havde presset deres "juletræ" op i et hjørne, så der var ikke rigtig plads til at sidde ved siden af det og pakke op. Det var det grimmeste juletræ jeg nogensinden har set....

Jeg fik faktisk nogle rigtig skønne gaver i år.


Selvom det ikke var en særlig julet jul - var det nogle rigtig hyggeligt dage sammen med Matts familie..
(Minus moren...)
Fra højre, Cooper, Matts mor, Matt, Noah, Sienna, mig, Nigel og Amber...



Friday, December 23, 2011

Amgermanden

Jeg er helt i chock over hvordan den Amgermand sag bliver mere og mere chokerende! Det er jo grotesk! Hvis der er nogle kvinder der skriver til ham her - er de fandme da lige så skøre selv!



Tror tit jeg bliver dømt ved at skrive til fanger. Altså, folk tror jeg er en af de der kvinder... Min søster sagde endda engang "Hvorfor skriver du ikke til Peter Lundin!" helt opgejlet og ´"kom-nu"! agtigt.
...
..
.
Øh...nej! Peter Lundin er pyskotisk psykopat tosse der slog sin egen MOR ihjel, og dræbte to små børn med de bare næver! Aldrig i livet vil jeg da skrive til ham!



De fanger jeg skriver med, har jeg dobbbelt tjekket i hovedet og røv (for criminelle lyver. Konstant) - og jeg er ret sikker på ingen af dem er i amagerman eller Peter Lundin liga.

Har reddet mig en dejlig bihulebetændelse, og har derfor ikke lavet ret meget andet end at ligge på sofaen og fylde mig med smertestillende. Fuuuck det er svært at være alene med Noah når man har det sådan. Der er pinligt hvad han har fået at spise på det sidste. Men jeg kunne virkelig ikke lave rigtig mad...

I morgen drager vi afsted mod Matts søster - hvor vi skal være et par dage, og holde jul. Jeg skal nok huske at tage billeder . Det bliver vidst regnvejr de næste mange dage - men heldigvis er Matt hjemme helt til d.9 - så vi har planlagt en del udflugter...(Hvis regnen holder op)

Rigtig god jul Danmark - nyd den.
(Mit juleslik bestilt fra hjemve. dk er stadig ikke dukket op :( Det er helt vildt hvor langsomt posten fungere i December. Fik et brev i går, der var postet d.6!)

Monday, December 19, 2011

En wow tegning...

Ej, prøv lige at se hvad der kom med posten til mig i dag, fra min fange penneven Russel:


Tegnet efter det her billede af mig:



Hvor unreal god er han?!!

Og jeg har altså ikke bedt ham om at tegne mig. Det har han bare gjort..

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med den fantastiske tegning... Man kan sgu da ikke have en tegning af sig selv hængende i sit hus!?

Han er ret mærklig, ham Russel - sådan meget...kunsterisk skør.

Han er i fængsel for at røve en bank, for at skaffe penge til sin datters hjerne operation. Siger han.
Jeg tror aldrig på hvad kriminelle fortæller, før jeg har reserched og dobbelt tjekket...

Men tegne, det kan han i hvert fald...


Project bogreol

Det er jo ikke fordi jeg ikke kunne have samlet det åndsvage bogreol, hvis jeg virkelig ville...


Det kunne jeg sikkert godt.

Men da jeg  pakkede ud, virkede det bare ikke rigtig det værd. Desuden sagde IKEA at man ikke måtte gøre det alene, men skulle hente en ven



Og man skulle også bruge værktøj.

Og ham her blev ved med at rulle rundt på gulvet, lige der hvor jeg var ved at samle ting ...


Så nu kan den stå der så fint - i flere dele, og vente til juleferien og måske blive til en bogreol inden vi når 2012.




Nye blogs

Har lige ryddet lidt op i de blogs jeg selv læser - og i den forbindelse skal I da lige have et par lækre links...

Af en eller anden grund, kan jeg ikke få Miss Sofies blog til at virke på min lille liste til venstre. Men her er et link: http://badumchi.dk/ Hun er super sjov, og helt vidunderlig som person også. Jeg tror hun bliver Danmarks bedste (kvindelige) standupper.. (Linda P go home. Seriously.)

Husk at like hendes facebook side også, så bliver hun så glad - og skriver sikkert en joke om netop dig!

Det er underligt, da jeg forlod danmark var Sofie bare Miss Sofie (Fra jostein gaarders "sophie's world"), der kendte alle mine hemmeligheder... og så vupti, 4 år senere, og nu er Sofie sådan en der bliver nævnt med både for OG efternavn i de fine kræse, og hun optræder foran en masse mennesker.... (Og så så man lige mig blive lidt nervøs, da hun havde den der' joke med at hun ikke kan holde på hemmeligheder)

Nå - men det er i hvert fald Sofies blog...

Jeg er også ret vild med http://fuhrmannfordig.blogspot.com/ som blev anbefalet til mig af en veninde - og så bliver jeg nødt til endnu engang at sige LÆS NU LINE (!), med det her link: http://line-walking-on-a-thin-line.blogspot.com/

Line har jeg efterhåndend kendt i mange år. 5 eller 6 tror jeg. Har endnu ikke mødt hende i virkeligheden - men som det sker gennem blog og breve, er hun virkelig en af de bedsteste i mit liv....!

Nå, men jeg må smutte. For 5 uger siden købte vi en billy bogreol i IKEA, og den ligger stadig i gangen. I sin kasse.
Og da Matt i weekenden blev sur over jeg blev sur, fordi han aldrig kan pakke en skid til når vi skal på weekend tur - råbte han : "Nej, men jeg gør så meget andet. Som fx at samle din åndsvage bogreol fra Ikea. Som jeg ikke engang syntes vi skulle købe!"

Excuse mior?!!!
For det første er den bogreol (stadig) ikke samlet...Og for det andet - så er jeg da sikker på jeg sagtnes kan få sådan en fætter kørt i stilling...

To be Continued....

Den jul, den jul...

Er I klar over hvor fald en fornemmesle det er, at modtage alle sine julekort midt Januar! Jeg er nu lige så glad for at få dem - det er ikke det, men hver dag i December styrter jeg til postkassen hver gang jeg tror jeg hører postmand pers scooter (Og jeg vil lige minde Jer om at det er regntid her nu...Så det fucking regner. hele tiden!)

Jeg skal egentlig slet ikke brokke mig, for jeg sender aldrig kort for at få igen. Men jeg tænker hver år at jeg ikke gider begyndte at sende dem ud tidligt næste år - fordi jeg tydeligvis alligevel er den eneste på kloden der tænker i tid, når det kommer til afsendelsen af julekort...

Jeg gemmer mine kort år for år, og hænger dem op some julepynt. Hver år er der mindt 5 personer der er ved at besvime, og måbende siger" HOLD DA OP DU FÅR MANGE JULEKORT!" (De tror jeg har fået alle sammen det år)

Nej. Jeg får cirka 3. I December.



Jeg tror jeg, nu her på 4. år, faktisk har accepteret at jul ikke er jul når vi er hernede. Jeg har nu forsøgt i 4 år at bage julebag til den store guldmedalje, tvinge skoldhed gloog ned i halsen på alle der trådte inden for (Engang smed jeg faktisk en kop med kogende gloog efter postbudet, fordi han ikke have nogle julekort med den dag....Ej ok, måske ik - men det burde man måske gøre...) - og lavet adventskrans, -svinget støvsugeren til "let it snow, let it snow let it snow" samt "Im dreaming of a white christmas".

Og ved I hvad?

Det virker bare ik. Det giver ikke den der stemning af jul jeg så desperat hungre efter. For det er 39 grader uden for. Der er ikke en kæft der gider gå op i om de lys på adventskransen bliver tændt eller ej. Det bliver ALDRIG en hvid jul lige meget hvor mange julesange jeg rocker med til. Der er ingen julepynt i gaderne, julekalender i fjernsynet - eller billig smelted mælkechokolade der skal findes bag små låger i en pap julekalender.

At prøve at opbygge en steming af noget, når all andre omkring en' ikke ved hvilken stemning det er der efterlyses, kan bare ikke lade sig gøre.
Og heldigvis, heldigvis! har jeg vidst omsider accepteret det. Og kan se det charmerende i en Australsk jul. Stadig prøve at holde fast i noget af det danske, men samtidig acceptere at jul helt over på den anden side af kloden - selvfølgelig er anderledes end i det kolde nord...




Jeg laver stadig gloog, jeg er bare den eneste der drikker det.
Jeg laver stadig adventskrans - men jeg bliver ikke sur når Matt er ligelad med mine lys.
Jeg laver kalendergave til Noah.
Jeg bestiller julegodter på hjem.dk
Jeg laver stadig trylledejs figure.
Jeg pynter juletræ og skriver julekort mens jeg nynner med på sangene om sne.
Og jeg drømmer om and og sne.

Men jeg prøver også at slappe lidt af, og huske at stemningen aldrig bliver det samme.

Og at det er ok.

Kindle

Hali hallo - og hej igen.

Vi har holdt juli weekenden. Altså, første jul, agtigt. Med Matts far og søster og børn og (alt for pæne) mand. Jeg tog ikke engang nogle billeder. Er faktisk holdt på med at tage billeder, af noget som helst... Det må jeg vidst begynde på igen.. Nå, men jeg scorede mig en kindle i gave fra Matts far og farmor.




Jeg er gået frem og tilbage de sidste mange måneder og overvejet om jeg skulle købe en' - men nåede tilsidst frem til at jeg ikke var parat til at sige farvel til papirbøger endnu, og at en kindle lidt lignede noget billigt plastik bras alligevel - så jeg ville vente til de blev lidt mere wow...

Derfor var det en lidt forkælet "åh nej" følelse jeg først fik da jeg pakkede op. De er virklig håbløs dårligt til at købe gaver til mig i matts familie - untagen faren, så det var ligesom årets gave der var en skuffelse...
Det viste jeg selvfølgelig ikke, det er jo en super flot gave! Men jeg bed da lidt af matt senere for ikke at have stoppet project kindle, eftersom faren havde tjekket op med ham om jeg var interesret eller ej.
"Jamen, du blev jo ved med at gå frem og tilbage i hvad du mente om den", sagde Matt hjælpeløs - og eftersom han har helt ret i det - vrissede jeg videre i tavshed...

Nu er der så gået 2 dage siden jeg åbnede min amazon pakke.Og jeg har endelig bestemt mig for hvad jeg mener.
I frikiking LOVE my kindle!!!!!
Seriøst, den er mit kæreste eje, og jeg har den med mig alle steder. Alle steder!

Får læst meget mere end ellers, fordi det bare er så let at have den ved hånden.

I velkomsthilsen stod der noget med at "vi håber du snart glemmer at du læser på et electronisk element, og bare forsvinder ind i bogen og dens fortælling"
Og jeg fnyste hånligt, og tænkte "Ha! Det kan man da ikke bare glemme, når man sidder med et dumt plastic dimmer i hånden og ikke en RIGTIG bog!"
Måtte grine af mig selv, da jeg kort efter forsøgte at bladre i min kindle bog, som var det rigtige papir sider... :) Jeg tænker slet ikke over det ikke er en rigtig bog længere..

Monday, December 12, 2011

Hej. Ja, det er mig - som I troede var helt forsvundet. Jeg er faktisk ¨værte irriteret på den her blog - da jeg flere gange har skrevet en masse, puttet billeder ind, og så vil lortet ikke gemme...
Jeg tænker at gå tilbage og skrive på fyldepennen igen. Sådan rigtig, i 2012....

Ikke at der er så meget at skrive om...

Pt har Noah pink eye - og han er rigtig pylret og tvær - og vågner hele tiden om natten. Jeg tror han panikker lidt, fordi hans øjnlåg er limet fast til vipperne med gul slim (MMmmm) -så han kan ikke åbne øjnene...


Tror han har det bedre i dag, efter at have været på øjendråber i et par dage...Men jezzz det er svært at give sådan en lille bestemt mand øjendråber!
I går gemte han flasken under alle hans bøger - og når han ser den komme ud af køleskabet, styrter han væk i et panik hyl....

Suk...syge børn er bare ikke sjove...men det er
 syge voksne vel egentlig heller ikke...

Thursday, September 15, 2011

Jeg burde virkelig gå i seng. Noah har været vågen de sidste to timer, og min ryg er helt skæv af at stå bøjet ned over hans cot ...Han vågner sikkert igen om en time, så det ville være åh så skønt at sove lidt inden det hele går løs igen...

Jeg havde ellers tænkt at i dag skulle være dagen jeg skulle farve bryn, fjerne ugers gammel neglelak, og flå pelsen af mine hvide stænger. De siger 28 grader i morgen, så jeg kan jo nok ikke gemme mine behårede asparsstilke meget længere...
Jeg skulle også have bagt appel crumble. Det har jeg ville i 4 dage - men af en eller anden grund skal Noah stælje mine aftener også nu... Til gengæld sover han fint til middag. Næsten 3 timer i dag. (No wonder, når han ikke sover om natten...)

Nå, men fik lige skrive klæe, fordí en gammel veninde sendte mig et link til juniorbuisness, hvor de søger en der kan skrive. Og så blev jeg helt glad for hun havde tænkt på mig - og tænkte at det da også er for galt jeg aldrig få skrevet...

men det er altså fordi jeg ikke sover. Så jeg kan ikke rigtigt. Noget.

Godnat

Friday, September 9, 2011


Vi tog også den lange køre tur ned til Tathra, hvor vi boede før. Og det var jo som altid så uendeligt smukt, fedsommeligt,landligt,  skønt, dejligt,(koldt), og hyggeligt...

Tathra beach

Vores game hus, midt i den Australske bush

Farm besøg

Noah møder kængurer

Men...det var vitterligt også en følelse af "Hvor er det GODT vi flyttede!", da vi kørte hjem. For mig mere end Matt, er jeg sikker på.
For da vi mødtes med klikken, faldt alle tilbage i de samme roller. Brooke var en kælling, Megan var dræbende kedelig, alle fyrene forsvandt ud til øl og joints...Og så sad jeg der, som var jeg hoppet 2 år tilbage i tiden...

Og det var ikke sjovt. Ikke nu, hvor jeg har Hervey Bay menneskerne...Jeg kunne virkelig mærke hvor lidt jeg passer ind i deres landsby liv...Og hvor lidt de mener jeg hører til.

Brooke spurgte hvor gammel jeg egentlig. Damen har kendt mig i 4 år nu. Og alligevel virkede hun helt vildt overrasket på gud-nej-virkelig?, måden da jeg (igen) fortalte at jeg fylder 30 i marts.
Hun har spurgt 120 gange, men hører aldrig efter svaret på det hun spørger om...

Men Tathra, is sig selv, var fantastisk...





Ferie

Ferien gik faktisk ok


Jeg er super træt af at alle ferier vi nogensinde tager på, handler om at mødes med mennesker. Jeg gad godt en ferie hvor det bare var os 3. Især fordi de mennesker vi skal mødes med, tit driver mig til vandvid...

Kæft, Benny Hill er en idiot, altså. Jamen det er så chokerende at der findes et menneske som ham. Han er vitterligt sådan en' ikke engang en mor kan elske.

Det første han gjorde da han så Noah, var at give ham en fuckfinger. Det syntes han var vildt sjovt.
(Han er altså 50! Man er da ikke normal, når det morer en af række fuck til en 1 årig?!)
Herefter gjorde han alt for at få Noah til at græde. Sådan helt overlagt med vilje..."I bet 5dollars I can make him cry again!" blev han ved med at sige, og grinede højt... Og forsøgte så igen at få Noah til at græde...

Benny Hill og Matts søster


Hu-fucking-ra for at jeg har vidst det ville blive sådan her siden jeg blev gravid. Det er 1 år og 9 måneder til at sige guuus fraba, og forberede. For jeg vidste jo godt at hvis jeg, miss Rikke, var den der flippede ud og sagde til fede lorte Mike, at nu var det nok - så var det mig der var problemet...Folk giver ham meget mere snor, og finder sig i meget mere end jeg nogensinde ville gøre....

Men jeg var god, og sad bare og sagde ingenting, mens jeg mentalt prøvede at zoome ind i Noahs hjerne, og sige undskyld for at holde pause fra at være løvemor....Bare lige lidt.
Heldigvis virkede det som jeg havde håbet, og søde, rare, altid forstående, gode, Mike fan, Matt fik nok.
Kæft han var gal!
Han bandede og svovlede på vej hjem i bilen.
"Im gonna say something! I am gonna say something to my mum,  and she can make him stop! And dont you worry I am gonna make sure its coming from me, and not you this time!"

På tide at han endelig fik nok.  Men det er  da stadig underlig, at han får lov at køre den så langt? Folk ryster bare på hovedet, og siger "Det er jo bare sådan Mike er"
Ja, tosser - fordi I bare lader ham være sådan. Havde det ikke været Matts familie, og var jeg ikke allerede blevet så upopulær så latterligt mange gange, fordi jeg ikke kan holde kæft - så havde han skræmt Noah en gang og så aldrig nogensinde igen!

Men jeg har efterhånden lært, at det så er mig mod alle. Og hvis jeg bare sætter mig tilbage og tænker "its not forever its just for now", så går det meget bedre...

Vi boede jo selvfølgelig hos Matts far, i en lille micro lejlighed - hvor naboerne smækkede døre meget hårdt om natten, når de igen blev vækket af Noah.
Vi kunne have boet hos Matts mor, i lækker lækkert LÆKKERT hus, med pool, delikatesse mad, og masser af champagne...men...der var Mike jo. Så lejligheden virkede for os.

Vi var faktisk kun ovre hos moren en' gang.

"Det er jo synd for din mor at hun ikke kan se sit barnebarn, fordi Mike er som han er", sagde jeg til Matt, men jeg mente det ikke rigtigt, for den mor er fandme også en underlig en'...Fx lod hun Noah drikke af hendes champagne glas da vi var ude os spise. Jamen, er det bare mig?!
Og Matt han sagde intet. Så jeg lossede han så hårdt under bordet, med mine spidse støvler! Og så sagde han noget med, at hvis hun gav ham mere af det - tog hun ham med hjem. Hvorefter Mike sagde at nej det gjorde de i hvert fald ikke - babier var ikke velkomne i hans hus!

Noah sad og legede tæt på en trappe, som han ville falde ned af hvis han lænede sig tilbage. Så jeg ville sådan set gerne have ham væk fra den trappe.
Da jeg flyttede ham, sagde moren "Han skal nok lærer hvordan trin virker"
Ja, din ko - hvis han kan SE dem. Ikke hvis han falder baglæns ned af dem. (Og jeg lærte i øvrigt min unger at klaret trin den dag han kunne kravle, thank you very much!)

Ej, jeg er sgu ikke fan af moren eller Mike. Faktisk kan jeg ikke fordrage dem...Men det har I måske gættet? :)






Sorry, sorry, sorry...

Det er jo 100 år siden. Igen.

Noah har endnu engang bestemt sig for at søvn ikke er noget man skal spilde tiden på - og fordi Matt aldrig er her, dur han nu heller ikke når han er her. Normalt ville han stå op i weekenden, og det reddede ligesom min zombie tilstand at få tanken op af søvn der'...Men det dur ikke længere, for Noah skriger endnu højere og endnu længere når han ser det er Matt der kommer for at putte, og så tager det 982 gange så lang tid. Og kan jo være lige meget at bruge to dage på at arbejde på at Noah gider det show, når moar'en alligevel er tilbage alene mandag...




Folk der får mere end et barn må jo være skingrende sindssyge?!

Friday, August 19, 2011

Hejsa

Jeg er blevet inspireret til at skrive lidt, da Line har fået en blog. (Den er rigtig fin, den skulle I ta' og besøge...)

Vi skal på ferie, og rejser i morgen. Eller rejser og rejser, vi hopper ind i 2 fly - og flyver til Sydney. Og overrasker Matts mor på hendes 60 års fødsesldag. Yay.. eller... Jeg har ikke set hendes mand i 2 år, og vi er ikke særlig gode sammen, for at sige det mildt, så det er da ikke ligefrem voldsomt yay agtigt at skulle tilbringe en uge med dem...
Heldigvis tager vi også 2 dage til Tathra, hvor vi boede før - og DET glæder jeg mig til. Også selvom der stadig er nattefrost...

Er hammer træt, som altid - Noahs søvn er fuldstændig gakket for tiden. 5 gange har jeg været oppe med ham i nat, fra 22 til 6. ZzzZZZ. Natten før var det 7. Nu må han da for fanden snart sove!!!

Nå, men ellers går det godt. Var ude med mødregruppen sidste weekend, og det var fandme sjovt. I får lige et par photos, og så må jeg hellere daffe til baby svømning...


Saturday, July 23, 2011

På hospitalet delte Noah og jeg stue med Ruby. Og Rubys far. Rubys far der snorker som bare fanden! (¤¤#¤"""66788!!!!!) Nej altså, hvor var jeg ved at gå amok. Jeg hader snorkeri. Jeg har aldrig kunne ha' det - og selv den lækreste, skønneste, sødeste, klogeste mand ville ryge ud af min seng og mit liv - hvis han var en snorker.





Matt snorker nogle gange. Men så får han en albue i ribenene, og så snorker han ikke mere. Jeg kunne jo ikke så godt hamre Rubys far en på låget, vel?!


Han faldt i søvn hver aften ved 22-tiden. Og snorkede løs. Reglen hed at kun en forældre måtte blive på hospitalet efter 22, men Matt fik alligevel lov til at blive til midnat begge dage.

 Og han hørte jo så Rubys fars snorking. Og så mig gå mere og mere i rødt felt over ham.

 "Im gonna go over and bitch slap him soon!" hvæsede jeg, og Matt vendte det hvide ud af øjnene. Fordi han er så pisse overskuds agtig, og jeg bliver irriteret over de mindste ting...

 Men så meget gjorde det snorkeri jo heller ikke. Man sover ikke på et hospiral uden snorkeri. Især ikke fordi vi blev vækket hver 2. time af en sygeplejerske der skulle lyse Noah i øjnene med en lygte - for at se om hans pupiler træk sig sammen. Ungen skreg lige højt hver gang, og vækkede Ruby - der så vækkede sin snorkende bjørne far...
Ruby skulle også tjekkes hver 2. time, og hun var selvfølgelig modsat af vores tider...Så ja, hver time kom der en sygepljerske med sin lygte, sin blodtryks måler - og sit øretermometer...

Med slanger allesteder var det også helt vildt besværligt at løfte Noah op og ned i sin seng, og hver gang han sov i mine arme, vågnede han når jeg forsøgte at lægge ham ned i sengen, og baksede rundt med ildtledning, drop og blodtryks måler... Så til sidste satte jeg mig på en hård træstol, og lod ham  amme og sove i mine arme - mens jeg selv stirrede ud i mørket til lyden af Rubys snorkede far... Ikke fedt. Men i det mindste fik Noah musen sin søvn...

Da sygeplejersken igen kom for at tjekke os, hviskede hun "I'll find you a better chair", og kom kort efter rullende med en lyserød en'persons læder stol, med fodskammel. Heaven!
Det er helt fantastisk som man får særbehandling når bare man ammer... De er virkelig amme mafia agtige hernede, og da jeg stadig ammer Noah - har det mere end end gang givet skulderklap, eller...ja...lyserøde læderstole at sove i.

Jeg kunne stadig ikke falde i søvn. Siddende i en stol, selv en god en, gør det bare svært at falde i søvn. På Noahs dropmåler var der også et ur, og jeg så klokken gå helt til 5.30, før jeg må være faldet i søvn alligevel... For pludselig vågnede jeg, helt rundforvirret over hvor jeg er - og ser Matt sidde smilene over i et hjørne af stuen.
"Du er her!!!" råbte jeg op,glad - men alt for højt, og på dansk.
"What?" spurgte Matt hviskende.
"Du kom herop tidligt, som du sagde...Du er her!" sagde jeg igen, og blev pludselig bevidst om at den sovene bjørn rørte på sig bad gardinet...
"Nej, snakker jeg dansk?", spurgte jeg så ud i luften, mens mest til mig selv - og Matt kiggede forvirret på mig. Jeg begyndte at grine, over forvirringen - og kastede mig så frådende over den bakke med morgenmad...

Nambour skadestue og hospital...

Thursday, July 21, 2011

Hospitals overnatning og bange forældre...



Ja, vi har så lige tilbragt 3 dage på hospitalet med Noah musen. Og ikke engang i egen by, men 3 timers kørsel herfra. Ikke sjovt. Og jeg savner igen fyldepennen, for jeg gad godt skrive en masse om det..Men her på bloggen bliver det jo for langt og kedeligt med lange indlæg...

Vi skulle på weekend tur til Nambour for at besøge Matts søster Amber, og hendes mand og to børn. Fredagen var super hyggelig, jeg kan godt mærke jeg er begyndt at slappe mere af. Og være med australsk på den måde. Jeg stresser ikke så meget mere...
Vi skulle have lammekølle til aftensmad, og planen var at få Noah i seng før maden. Han fik sig et dejlig varmt bad, hvor han lystigt plaskede rundt i vandet. Da jeg tog ham op, klapprede han tænder - for det var en meget kold aften i Nambour. Jeg satte mig foran den tændte ovn, og gav ham nattøj på - et varmt flice sæt vi havde købt samme dag.
Han klapperede stadig tænder. Jeg tog ham ind i vores værelse, ammede ham mens jeg aede han pande. Pludselig kunne jeg mærke ham blive varm. Han har jo ikke rigtig været syg siden vi fik ham - så jeg anede ikke om det var feber eller hvad. Men varm det var han. Kaldte på Matt der mærkede hans pande. Jo, han var da lidt varm - men det var ikke så galt igen. Jeg syntes Noah blev varmere og varmere, men Amber - der har to børn - kom ind og sagde at hun troede ikke han var varmere end normalt, men hvis jeg ville kunne vi da give ham noget panodil så vi var sikre.

Jeg kan bare slet ikke ha' når folk fylder deres unger med smertestillende "just in case". Og det sker en del i mødregruppen. Siden ungerne var helt spæd har de fyldt den med baby panodil "He is teething!" har grunden altid været - og lur mig om ikke der gik 6 måneder mere før der viste sig så meget som en pløk i kæften på deres stakkels barn.
Der er jo ingen der har sagt det skal være let at ha' en baby. Og at dope de stakkels små hver gang de græder lidt syntes jeg simpelthen er grotesk. Det er jo ikke ligefrem C vitamin de propper i dem. Carolines mand er værst, hver eneste gang han har ungen alene, står de på panodil før sengetid. En dag havde han knaldet munden ned i en ølflaske og var selvfølgelig begyndt at græde. Men det samme panodil en stopper for...

Jeg sagde nej tak til panodil. De havde ikke et termometer der virkede, og jeg havde ikke mit eget med. (Som jeg ellers altid har, fordi babyer med mere end 40 i feber er livsfarligt - og jeg derfor altid vil kunne finde ud af hvad Noahs temperatur er..Men selvfølgelig havde jeg det ikke med denne ene gang hvor jeg rent faktisk havde brug for det)
Folk forlod værelset, og jeg ammede videre. Og lagde mærke til at Noah bare stirrede op på mig, uden at blinke...Jeg aede hans kind, og flyttede mit ansigt til siden. Ingen reaktion.Overhovedet. Så blev jeg bange...

Åbnede døren, og med Noah i armene gik jeg ud til de andre, og kunne godt høre min stemme rystede lidt, da jeg sagde "Guys..something is really wrong". Jeg var så nervøs for at de ikke troede på mig, for de havde jeg sagde nej til at han var syg engang. Men både Matt og Amber var der med det samme "der er noget galt når du bliver ved med at tvivle".

Noah blev mere og mere underlig. Hans hals var helt fordrejet, og han stirrede bare stift op mod højre som var han hjerneskadet. Det var så uhyggeligt. Vi prøvede alle sammen at få kontakt til ham, men der var intet der hjalp. Pludselig begyndte han at gispe efter vejret. "I think we should go to the hospital", sagde Matt roligt. Jeg kunne ikke være mere enig, og nærmest løb mod bilen. Matt stod køligt og kiggede på vores kuffert "Hvad skal vi tage med?" spurgte han henkastet. Så flippede jeg, flåede et par genstande op af kufferten og masede dem ned i min pusletaske "Let's go!" snerrede jeg - og hele flokken af mennesker fulgte med ud til bilen. Jeg hoppede ind på bagsædet med Noah, og Nigel - Amber mand- hoppede ind i sin bil for at vise os vej til hospitalet.
Så snart vi kørte, begyndte jeg ar tude "Something is really wrong, Matt - its like he is braindamaged"
"Dont panic. Thats how things like this go wrong. Dont panic, just keep calm and talk to him" sagde Matt roligt, men hans stemme rystede også en smule, og han var ikke så rolig som han gerne ville være...

Da vi ankom til hospitalet havde vi kun lige fået flået Noah ud af autostolen, da han begyndte at gå i krampe. Hans øjne rullede rundt i hovedet på ham, og han spjættede som en fisk på land. Det var SÅ scary at se på...Samtidig fik han fråde om munden, og gispede efter vejret.

Matt løb ind på skadestuen, hvor vi straks blev guided videre ind i et rum. Noah blev lagt i en seng, og 5 læger satte slanger alle steder, lyttede til hjerte og kaldte hans navn for at få ham til at reagere. Det gjorde han selvsagt ikke. Iltmasken var alt for stor, og maste hans øjebvipper - og han lå der bare der og spjættede løs... Det var lidt en ud-af-kroppen oplevelse for en stakkels mor som jeg. Jeg stod bare og så på det hele, mens jeg tænkte , om og om igen "Bare det ikke er meningitis, bare det ikke er meningtis, bare det ikke er meningitis"

Lægerne og sygeplejerskerne var rigtig rigtig søde. De fortalte hele tiden hvad de gjorde ved ham - og spurgte om vi var ok. Det var vi jo ik helt, men søde må vi have set ud, Matt og jeg - som vi stod der og holdt hianden i hånden, og frygtede der værste men håbede på det bedste...

De tog røgentbilleder af ham, tog blod og urin - og spurgte endnu engang hvad der var sket inden vi nåede til hospitalet. Lægen kom hen til Matt og jeg og sagde at de ikke tog nogle chancer, og at de ville give ham antibiotika, for hvis det var meningitis var det vigtigt at det skete hurtigt...

Bare at han sagde ordet fik mig næsten til at tude igen...

De gav ham medicin for at stoppe anfaldende. Første dosis virkede ikke, så de gav ham mere. Endelig lå han stille...

Lægerne gik, og en sygeplejerske holdt øje med Noah. Pludselig begyndte han at spasse ud igen. Sygeplejersken gjorde diskret tegn til læge om at komme, sikkert for ikke at gøre os nervøse - men vi kunne da godt begge to se at de pludselig fik travlt. Lægen små-løb da også ud til lille Noah musen, og så blev han ellers for alvor tjekket. Da jeg så et rødt udslæt på hans ben, var det mig der spassede ud. MENINGITIS UDSLET! Arrrgghhh...

Men det var det jo ikke. Og blod prøver og urin vidste heller ingenting. Så de tog slet ikke meningitis prøverne videre (Noget med at stikke i rygsølje og tjekke hjernevand...? Lyder ikke særlig rart, vel?)
Til gengæld kunne de ikke finde ud af hvordan Noah havde feber. Den steg stadig, men intet syntes at være i vejen med ham... Øre, øjne, hals - alt så fint ud...

De bestemte sig for at holde os natten over for at obsevere om der kom flere anfald... Men de regnede med det han havde været ude for fra febrile convulsions. Feber kramper. Det de ikke kunne li' var at han havde fået flere end et' - og at han tilsynedladende ikke var syg med noget de kunne skyde feber skylden på...

Da Noah vågnede, en times tid senere, var han fuldstændig forvirret, og så nogte så slukøret ud. Der stak stanker ud fra alle tænkelige steder - og han sad bare der lille bitte i den store seng og kiggede på alle menneskerne...Jeg fik lov at sidde med ham på skødet - men timing var vildt dårligt for han rå-brækkede sig ud over både sig selv og mig. Det er altså hjerteskærene når sådan en lille en kaster op...de fatter jo slet ikke hvad det er der sker.

Vi blev kørt op på børneafdelingen af en portør. Jeg sad i sengen med Noah, der havde ilt i næsen, og drop i armen, og knugede sin lille bamse til sig. Alle vi passerede på vejen smilede sympatisk til os .

Vi nåede børneafdelingen, hvor vi tilbragte 2 dage og 3 nætter (Der er da vidst en film), men det er et helt indlæg for sig selv tror jeg...