På hospitalet delte Noah og jeg stue med Ruby. Og Rubys far. Rubys far der snorker som bare fanden! (¤¤#¤"""66788!!!!!) Nej altså, hvor var jeg ved at gå amok. Jeg hader snorkeri. Jeg har aldrig kunne ha' det - og selv den lækreste, skønneste, sødeste, klogeste mand ville ryge ud af min seng og mit liv - hvis han var en snorker.

Matt snorker nogle gange. Men så får han en albue i ribenene, og så snorker han ikke mere. Jeg kunne jo ikke så godt hamre Rubys far en på låget, vel?!

Han faldt i søvn hver aften ved 22-tiden. Og snorkede løs. Reglen hed at kun en forældre måtte blive på hospitalet efter 22, men Matt fik alligevel lov til at blive til midnat begge dage.

 Og han hørte jo så Rubys fars snorking. Og så mig gå mere og mere i rødt felt over ham.

 "Im gonna go over and bitch slap him soon!" hvæsede jeg, og Matt vendte det hvide ud af øjnene. Fordi han er så pisse overskuds agtig, og jeg bliver irriteret over de mindste ting...

 Men så meget gjorde det snorkeri jo heller ikke. Man sover ikke på et hospiral uden snorkeri. Især ikke fordi vi blev vækket hver 2. time af en sygeplejerske der skulle lyse Noah i øjnene med en lygte - for at se om hans pupiler træk sig sammen. Ungen skreg lige højt hver gang, og vækkede Ruby - der så vækkede sin snorkende bjørne far...

Ruby skulle også tjekkes hver 2. time, og hun var selvfølgelig modsat af vores tider...Så ja, hver time kom der en sygepljerske med sin lygte, sin blodtryks måler - og sit øretermometer...

Med slanger allesteder var det også helt vildt besværligt at løfte Noah op og ned i sin seng, og hver gang han sov i mine arme, vågnede han når jeg forsøgte at lægge ham ned i sengen, og baksede rundt med ildtledning, drop og blodtryks måler... Så til sidste satte jeg mig på en hård træstol, og lod ham  amme og sove i mine arme - mens jeg selv stirrede ud i mørket til lyden af Rubys snorkede far... Ikke fedt. Men i det mindste fik Noah musen sin søvn...

Da sygeplejersken igen kom for at tjekke os, hviskede hun "I'll find you a better chair", og kom kort efter rullende med en lyserød en'persons læder stol, med fodskammel. Heaven!
Det er helt fantastisk som man får særbehandling når bare man ammer... De er virkelig amme mafia agtige hernede, og da jeg stadig ammer Noah - har det mere end end gang givet skulderklap, eller...ja...lyserøde læderstole at sove i.

Jeg kunne stadig ikke falde i søvn. Siddende i en stol, selv en god en, gør det bare svært at falde i søvn. På Noahs dropmåler var der også et ur, og jeg så klokken gå helt til 5.30, før jeg må være faldet i søvn alligevel... For pludselig vågnede jeg, helt rundforvirret over hvor jeg er - og ser Matt sidde smilene over i et hjørne af stuen.
"Du er her!!!" råbte jeg op,glad - men alt for højt, og på dansk.
"What?" spurgte Matt hviskende.
"Du kom herop tidligt, som du sagde...Du er her!" sagde jeg igen, og blev pludselig bevidst om at den sovene bjørn rørte på sig bad gardinet...
"Nej, snakker jeg dansk?", spurgte jeg så ud i luften, mens mest til mig selv - og Matt kiggede forvirret på mig. Jeg begyndte at grine, over forvirringen - og kastede mig så frådende over den bakke med morgenmad...

Nambour skadestue og hospital...