Hospitals overnatning og bange forældre...

Ja, vi har så lige tilbragt 3 dage på hospitalet med Noah musen. Og ikke engang i egen by, men 3 timers kørsel herfra. Ikke sjovt. Og jeg savner igen fyldepennen, for jeg gad godt skrive en masse om det..Men her på bloggen bliver det jo for langt og kedeligt med lange indlæg...

Vi skulle på weekend tur til Nambour for at besøge Matts søster Amber, og hendes mand og to børn. Fredagen var super hyggelig, jeg kan godt mærke jeg er begyndt at slappe mere af. Og være med australsk på den måde. Jeg stresser ikke så meget mere...

Vi skulle have lammekølle til aftensmad, og planen var at få Noah i seng før maden. Han fik sig et dejlig varmt bad, hvor han lystigt plaskede rundt i vandet. Da jeg tog ham op, klapprede han tænder - for det var en meget kold aften i Nambour. Jeg satte mig foran den tændte ovn, og gav ham nattøj på - et varmt flice sæt vi havde købt samme dag.

Han klapperede stadig tænder. Jeg tog ham ind i vores værelse, ammede ham mens jeg aede han pande. Pludselig kunne jeg mærke ham blive varm. Han har jo ikke rigtig været syg siden vi fik ham - så jeg anede ikke om det var feber eller hvad. Men varm det var han. Kaldte på Matt der mærkede hans pande. Jo, han var da lidt varm - men det var ikke så galt igen. Jeg syntes Noah blev varmere og varmere, men Amber - der har to børn - kom ind og sagde at hun troede ikke han var varmere end normalt, men hvis jeg ville kunne vi da give ham noget panodil så vi var sikre.

Jeg kan bare slet ikke ha' når folk fylder deres unger med smertestillende "just in case". Og det sker en del i mødregruppen. Siden ungerne var helt spæd har de fyldt den med baby panodil "He is teething!" har grunden altid været - og lur mig om ikke der gik 6 måneder mere før der viste sig så meget som en pløk i kæften på deres stakkels barn.

Der er jo ingen der har sagt det skal være let at ha' en baby. Og at dope de stakkels små hver gang de græder lidt syntes jeg simpelthen er grotesk. Det er jo ikke ligefrem C vitamin de propper i dem. Carolines mand er værst, hver eneste gang han har ungen alene, står de på panodil før sengetid. En dag havde han knaldet munden ned i en ølflaske og var selvfølgelig begyndt at græde. Men det samme panodil en stopper for...

Jeg sagde nej tak til panodil. De havde ikke et termometer der virkede, og jeg havde ikke mit eget med. (Som jeg ellers altid har, fordi babyer med mere end 40 i feber er livsfarligt - og jeg derfor altid vil kunne finde ud af hvad Noahs temperatur er..Men selvfølgelig havde jeg det ikke med denne ene gang hvor jeg rent faktisk havde brug for det)

Folk forlod værelset, og jeg ammede videre. Og lagde mærke til at Noah bare stirrede op på mig, uden at blinke...Jeg aede hans kind, og flyttede mit ansigt til siden. Ingen reaktion.Overhovedet. Så blev jeg bange...

Åbnede døren, og med Noah i armene gik jeg ud til de andre, og kunne godt høre min stemme rystede lidt, da jeg sagde "Guys..something is really wrong". Jeg var så nervøs for at de ikke troede på mig, for de havde jeg sagde nej til at han var syg engang. Men både Matt og Amber var der med det samme "der er noget galt når du bliver ved med at tvivle".

Noah blev mere og mere underlig. Hans hals var helt fordrejet, og han stirrede bare stift op mod højre som var han hjerneskadet. Det var så uhyggeligt. Vi prøvede alle sammen at få kontakt til ham, men der var intet der hjalp. Pludselig begyndte han at gispe efter vejret. "I think we should go to the hospital", sagde Matt roligt. Jeg kunne ikke være mere enig, og nærmest løb mod bilen. Matt stod køligt og kiggede på vores kuffert "Hvad skal vi tage med?" spurgte han henkastet. Så flippede jeg, flåede et par genstande op af kufferten og masede dem ned i min pusletaske "Let's go!" snerrede jeg - og hele flokken af mennesker fulgte med ud til bilen. Jeg hoppede ind på bagsædet med Noah, og Nigel - Amber mand- hoppede ind i sin bil for at vise os vej til hospitalet.

Så snart vi kørte, begyndte jeg ar tude "Something is really wrong, Matt - its like he is braindamaged"

"Dont panic. Thats how things like this go wrong. Dont panic, just keep calm and talk to him" sagde Matt roligt, men hans stemme rystede også en smule, og han var ikke så rolig som han gerne ville være...

Da vi ankom til hospitalet havde vi kun lige fået flået Noah ud af autostolen, da han begyndte at gå i krampe. Hans øjne rullede rundt i hovedet på ham, og han spjættede som en fisk på land. Det var SÅ scary at se på...Samtidig fik han fråde om munden, og gispede efter vejret.

Matt løb ind på skadestuen, hvor vi straks blev guided videre ind i et rum. Noah blev lagt i en seng, og 5 læger satte slanger alle steder, lyttede til hjerte og kaldte hans navn for at få ham til at reagere. Det gjorde han selvsagt ikke. Iltmasken var alt for stor, og maste hans øjebvipper - og han lå der bare der og spjættede løs... Det var lidt en ud-af-kroppen oplevelse for en stakkels mor som jeg. Jeg stod bare og så på det hele, mens jeg tænkte , om og om igen "Bare det ikke er meningitis, bare det ikke er meningtis, bare det ikke er meningitis"

Lægerne og sygeplejerskerne var rigtig rigtig søde. De fortalte hele tiden hvad de gjorde ved ham - og spurgte om vi var ok. Det var vi jo ik helt, men søde må vi have set ud, Matt og jeg - som vi stod der og holdt hianden i hånden, og frygtede der værste men håbede på det bedste...

De tog røgentbilleder af ham, tog blod og urin - og spurgte endnu engang hvad der var sket inden vi nåede til hospitalet. Lægen kom hen til Matt og jeg og sagde at de ikke tog nogle chancer, og at de ville give ham antibiotika, for hvis det var meningitis var det vigtigt at det skete hurtigt...

Bare at han sagde ordet fik mig næsten til at tude igen...

De gav ham medicin for at stoppe anfaldende. Første dosis virkede ikke, så de gav ham mere. Endelig lå han stille...

Lægerne gik, og en sygeplejerske holdt øje med Noah. Pludselig begyndte han at spasse ud igen. Sygeplejersken gjorde diskret tegn til læge om at komme, sikkert for ikke at gøre os nervøse - men vi kunne da godt begge to se at de pludselig fik travlt. Lægen små-løb da også ud til lille Noah musen, og så blev han ellers for alvor tjekket. Da jeg så et rødt udslæt på hans ben, var det mig der spassede ud. MENINGITIS UDSLET! Arrrgghhh...

Men det var det jo ikke. Og blod prøver og urin vidste heller ingenting. Så de tog slet ikke meningitis prøverne videre (Noget med at stikke i rygsølje og tjekke hjernevand...? Lyder ikke særlig rart, vel?)

Til gengæld kunne de ikke finde ud af hvordan Noah havde feber. Den steg stadig, men intet syntes at være i vejen med ham... Øre, øjne, hals - alt så fint ud...

De bestemte sig for at holde os natten over for at obsevere om der kom flere anfald... Men de regnede med det han havde været ude for fra febrile convulsions. Feber kramper. Det de ikke kunne li' var at han havde fået flere end et' - og at han tilsynedladende ikke var syg med noget de kunne skyde feber skylden på...

Da Noah vågnede, en times tid senere, var han fuldstændig forvirret, og så nogte så slukøret ud. Der stak stanker ud fra alle tænkelige steder - og han sad bare der lille bitte i den store seng og kiggede på alle menneskerne...Jeg fik lov at sidde med ham på skødet - men timing var vildt dårligt for han rå-brækkede sig ud over både sig selv og mig. Det er altså hjerteskærene når sådan en lille en kaster op...de fatter jo slet ikke hvad det er der sker.

Vi blev kørt op på børneafdelingen af en portør. Jeg sad i sengen med Noah, der havde ilt i næsen, og drop i armen, og knugede sin lille bamse til sig. Alle vi passerede på vejen smilede sympatisk til os .

Vi nåede børneafdelingen, hvor vi tilbragte 2 dage og 3 nætter (Der er da vidst en film), men det er et helt indlæg for sig selv tror jeg...







Still here....

Jeg er her endnu... Bare ikke så meget tid for tiden. Eller jo, jeg har præcis lige så meget tid som altid - men jeg fravælger blog skrivning i de her dage.Vil hellere bruge mine to gange 45 min på at skrive breve eller læse.
Noah er vågen nu, og render lystigt rundt på gulvet... Men jeg har allerede måtte over til ham 3 gange.
Første gang da han åd kattens mad,  bagefter da han pillede batterierne ud af fjernbetjeningen og stak dem i munden, og så lige nu da han legede tarzan i gardinerne....

Så, som det kan høres - ikke så let at skrive godt, med 84% af ens opmærksomhed rettet andet steds...

Han er nu ret nem for tiden. I en uges tid har han bare været helt fantastisk let at have med at gøre - og har kun gået sådan rigtig amok et par gange. Til gengæld er han tilbage til at sove elendigt. Matt siger at det er fordi jeg samler ham op for hurtigt når han græder - så det har vi haft det rigtig hyggeligt med at diskutere de sidste par dage...
Jeg kan godt lade ham græde længere, men jeg er jo for helvede så træt af at stå op 5-7 gange hver nat, så jeg orker ikke at bruge en time på at få ham til at sove igen hver gang. Så jeg samler ham op, og bruger 10 minutter...Og ungen sover, og jeg kan sove - så 2 timer senere gentager historien sig...
Det er en dejlig ond circel,som skal brydes den dag jeg kan.

Jeg har været ret gnaven de sidste par dage. Nok fordi jeg igen ikke sover. Men det giver ikke meget lysttil at blogge - for det bliver sgu sp deprimerende og opgivende at læse når jeg er træt og gnaven. "Bu-hu, det er så synd for lille mig" Jamen, det er sgu da til at brække sig over...

En enlig far var ude og købe strygebræt med sin søn i går (en ret så tiltrækkende enlig far, bliver jeg nødt til at tilføje), og jeg fik årest boost - for han væltede hele rækken med strygebræt ned, fordi han måtte glo i min renting. Hahaha. Ej, jeg kan more mig i ugevis over sådan noget... Hvor pinligt for ham! Prøv dog at vær diskret.
Mænd! Så simple og sjove...
Sønnen stod og gloede skiftevis på sin far, og de væltede strygebræt. haha!

Det var meget rart, på en ellers så gnaven søndag....

Jeg håber at få skrevet lidt mere, og lidt ordentligt - i løbet af ugen...

Bilingual Edge

Må jeg godt lige have lov at sige, at jeg er sej! Tak...

I dag nøjes Noah ikke med at pege på grisen i badet. I dag vidste han, at det var grisen han pegede på. På dansk.
Jeg opdagede det fatisk kun, fordi jeg snik-snakkede som jeg plejde, og sagde "Så kom fisken..." - og den lille trold kiggede op på grisen, pegede - og smiiilede. Jeg blev helt paf. Gloede bare forbløffet på ungen.
"Nej.. det er ikke en fisk..det er ...grisen", sagde jeg - og igen - pegede han på den lyserøde gris.
"Hvor er grisen?"
Pege.

Så tog jeg en blå and, og grisen. Holdt dem ved siden af hinanden "Hvor er grisen?"
Og han greb fandem sin gris...



Han fatter at det er en gris. Ikke en pig. En gris!

Han er ved at blive bilingual!

Sagde jeg at jeg er sej?! ;-)

Ud og se med DSB...eller...med muskel kvinden der kan løfte babyer og cykler

Jeg var ikke i særlig godt humør da jeg kom hjem fra mødregruppen i går...heller ikke da Noah vågende efter at have sovet, og faktisk var glad. Det var en super smuk dag, og jeg fik lyst til at gå en tur - men er så hamrende træt af den rute jeg kan gå fra hvor vi bor...
Jeg plejede at kunne gå op til et lille shopping center - en lang tur; men en god tur.
Men efter oversvømmelserne har det sted jeg går igennem været dækket af vand. Bestemte mig dog alligevel for at putte Noah i sin smart tricke og år op og tjekke området ud...



Vi kom derop, og der var vand alle steder...

Men der var også en genvej. Over græs. Højt græs. Hvor slanger er glade for at ligge i...

Jeg overvejede et lille stykke tid, og tænkte så at

A). Sandsynligheden for der var en slange lige der hvor jeg ville gå, var omkring 10%.

B) At jeg måtte være helt sikker på Noah ikke kom i nærheden af det høje græs

C) Hvor træt jeg er af at være fanget i bayswater drive, med mindre jeg vil være social. Måske det kunne være rart at være bare Noah og jeg på farten engang imellem....

Så jeg tog Noah op i en arm (10 kg mine damer og herrer!) cyklen i den anden - og så bevægede jeg mig gennem bushen. Slæbende på cykel og barn. Lavede en masse larm, så eventuella slanger vill forsvinde langt væk...

Og jeg må indrømme da jeg 25 minutter senere vadede rundt i det lille shoppingcenter, bare Noah og jeg - uden en' til at køre en bil for os, gav det ene følelse af frihed og selvstændighed jeg slet ikke forstod hvor meget jeg savner...

Jeg hader at være afhænging af andre mennesker....

Sorry

Undskylder for stilheden, men Matt er væk med arbejdet,og Noah er pisse irriterende...Så der er ikke så meget tid til noget.
I går stormede jeg væk fra mødregruppen , med en stor skrigende Noah - og ordende "Ja, jeg ville ønske jeg kunne sige det havde været hyggeligt - men det har det ikke! INTET er fucking hyggeligt mere, så meget som den her lille lort skriger!!!!!"
Hayley løb efter mig, og prøvede at hjælpe - men jeg var så pisse arrig at intet hjalp. Det hjal slet ikke da Michelle kom humpende med hendes så-for-meget (!) smiley face; og begyndte at brokke sig over jeg ikke havde vinket til hende...
(Ej! Prøv lige at se på min unge; Hvor fanden skulle jeg finde vinke-lysten fra?!?)

Jeg er begyndt at blive sådan helt skadefro, og ønsker så inderligt at en af de andre også får en unge der har egen vilje fra uge 10, har et temperement som er fuldstændig skørt - og som ikke vil sove! Jamen det er jo helt galt..Jeg er ikke en "Jeg har det dårligt - så det skal du også ha'!" person. Og har aldrig været det...Men alligevel er jeg helt barnlig og underlig - "føl min smerte" agtig... Det er jo latterligt.

Jeg tror det er fordi de alle sammen bliver ved med at sige "Vi er jo alle sammen i samme båd". Og det er vi fandme ik'!
Noah er jo altså den mest vidunderligt, kloge (!!) og nuttede lille dreng når han bare vil være det...



Han kan pege nu...det er så sødt. Han peger på ting han syntes er sjove, og kigger på en' som for at sige "Ih mor, det var vel nok sjov..."
I går aftes da han fik sit bad, hoppede jeg som altid rundt med alt hans badelegetøj og sagde sjove lyde. I starten fik jeg pres, for når jeg fx lavede en' bestemt stemme for den lyserøde gris - mens den hoppede rundt på kanten af badekaret...vendte Noah sig hver gang om og gloede undrende på mig. "Hvorfor snakker du så underligt, mor?"

Nu har han vidst forstået at det bare er noget vi leger, og at det er grisen der snakker sådan...

Det har dog været svært at finde ud af om han gad mine lege, eller var ligeglad. For han sidder jo bare der og kigger... Men så i går; da den berømte gris, havde lavet et stort hop fra vandhanen, og ned i vandet - mens den sagde "Wuuuuuuuuuuuuiiiiiiiiiiiiiiiij", så griende den lille munchkin, og det skete...han tog sin lille pegefinger, og pegede op på vandhanen, hvor grisen havde hoppet fra. Åh, det var fantastisk! Og så er det jeg ved at jeg vil gå hjemme lidt længere ...for jeg vil opleve alle de der' ting selv, og ikke høre om det fra en dagpleje mor...

Noah har dårlig mave (og vi skal til svømning - yes!), så jeg har skiftet 759 lorte bleer i løbet af natten. Derfor tog Matt ham i morges, og lod mig sove en time. Han kom dog løbende ind inden han skulle på abejde;
"Ej, du skulle have set det! Jeg var desværre for langsom med kameret... Men, han tog en pude, og lagde hovedet på den...Som om han lige ville have en lille lur...ihhh, du skulle have set det!" klukkede manden - og var helt vildt at glæde.
Så sødt. Og jeg sagde ih og åhh, og nej hvor ærgeligt jeg ikke så det.

Matt forlod soveværelset.

Og jeg tænkte at det har ungen ligesom gjort den sidste uge...
Det må bare være så trist at Matt aldrig ser noget af det nye Noah gør, før det er blevet gammelt. For han ser ham kun en time om dagen,når han er hjemme, og det er den sidste time før sengetid - som bare handler om at fodre, bade og læse for ham...

Så nogengange lader jeg lidt som om at det gamle er nyt.

Selvom jeg brokker mig over han arbejder væk - gør han det jo for os. Jeg kunne jo egentlig også bare putte Noah i dagpleje og få et job, så ville han ikke behøve tage så meget væk. Og så ville en dagpleje mor se alle de sjove ting Noah gør for første gang...

Look - I'm a real boy!
(Er det bare mig, eller ser han pludselig ud til at være tættere på 4 år, end 1?)

This could be it...

Klokken er 6 torsdag morgen, og Noah er tydeligvis vågnet...

Matt; "Har du været oppe siden midnat?"
mig; "Nej..."
Matt; "Altså, du har SLET ikke været oppe siden midnat?"
Mig; "Nej...han har sovet. Han har sovet 6 timer i træk..."

Tavshed, mens vi begge stirrer på hinanden, med søvn i øjnene og morgenhår

Matt "Hvad end du har gjort de sidste 2 dage, gør det igen i dag..."



Og han er så glad og nem når han får sovet...

Beach, baby!

Gæt vores yndlings farve! ;-O

Ja, jeg er ked af lige at kaste en masse billeder imod Jer, uden ordenlig text.

Men jeg er jo helt hyper over jeg rent faktisk huskede at tage billeder i dag. Og så skriver jeg det her fra min telefon, så jeg er ikke just i skrive-en-masse-humør. Men sådan så vores gå tur på stranden ud.

Og endnu engang blev jeg mindet om hvor møg hamrende lækre surfere er!!!

Var ved at dreje hovedet af led flere gange...Py ha, jeg tror jeg må arbejde lidt på min forskel mellem "lust" og "love" ;-)

Mere tekst, mindre billeder næste gang.

Promise!

Today...was shit.

I dag har været den værste dag i meget meget meget lang tid.
Prikken over i'et blev da jeg stod med Noah, der var insmurt i syltetøj - og forsøgte at vaske det af ham, og Moby kom og lagde en stor varm ildelugtende kæmpe dej lige foran os.
Af alle dage, blev det i dag Moby skred indendørs! Og lad mig lige tilføje at weimaraner lort ikke er en lille lort!



Ungen i seng, igang med lorte rengøringen.
Noah nægter at sove. Har endelig fået ham til at lukke sine små øjne, og der er sekunder fra at han falder i søvn. Så vader katten ind på hans værelse "Miaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaavvvvvvvvvvvvvvvvvvvvvvvvvv!"
Oh my godness, altså. Blev så hysterisk at det er dirkete pinligt. Greb katten og smed den, ja smed - den ud i gangen. Noah hylede som en stukket gris. Og så kunne jeg mærke det... Hvor meget jeg havde lyst til at smide med ungen også. Kaste ham ned i den fucking seng...Så jeg skyndte mig at gå.

Ringede til Matt. Der ikke tog telefonen.

Så knækkede filmen. Jeg tud brølede, og sagde snøftende til hans telefonsvarer; "Du bliver simpelthen nødt til at komme hjem...det er for meget. 7 fucking uger, det er fandme for meget. Jeg bliver gal i hovedet af ikke at sove, og jeg bliver endnu mere skør af at høre den unge skrige så meget! Jeg har ikke været i bad i flere dage, huset ligner vi sælger stoffer - og hunden har skidt på gulvet. Du bliver nødt til at komme hjem. Jeg kan ikke det her mere!"

Jeg tænkte at jeg ikke kunne tage i mødregruppe. Men på den anden side ville jeg blive gak hvis jeg ikke gjorde. Jeg kunne mærke jeg var rigtig gnaven, og lovede mig selv at passe på.
Caroline ævlede løs om hvor træt hun var på vej derud. For James var vågnet klokken 4. Og så sovet til 7.
Så hun havde altså skulle op til ham en' skide gang. Fra 7 til 4 havde hun kunne gøre hvad fanden hun ville...Og så igen fra 4 til 7.
Ih ja, det er synd for dig min kære...

Sarah og Lee opdagde med det samme der var noget galt. Og da de spurgte, var jeg lige ved at begynde at tude igen. Det lyder jo helt fucked hvis man ikke selv har prøvet at stå i det. At jeg græder fordi jeg er træt. Og har en baby.
Men det er så ubeskrivelig hårdt. Og jeg vil aldrig aldrig aldrig foreslå nogen at gå i krig med projekt barn uden et godt netværk...Eller bare mindst at være 2.
Jeg fortalte at jeg ville have taget et billede af mit rodede, beskidte hjem til min blog - men at jeg blev enig med mig selv, det måske betød nogen ville komme og tvangsfjerne Noah...



Jeg kunne have hamret Julie en' da hun sagde "Ih, det lyder præcis som hvordan det er med mig hver dag!"
Og jeg snerrede da også da jeg sagde "Nej, det er det ikke. Du har din mor der kommer hver dag - og Malayes far har hende hver anden dag! Sagde du ikke også hun er holdt op med at vågne om natten for længe siden?!"
Hun holdt da også kæft bagefter. Og Sarah sendte mig himmelvendte øjne da ingen så det. Julie er virkelig et af de værste mennesker jeg i mit liv har mødt...Og det siger ikke så lidt. Jeg tror jeg hader hende lidt...

Michelle er fandme også en kegle ang det her. "Ja, Liam kommer heller aldrig hjem før 4"
Ej, ok. Matt har aldrig nogensinde været hjemme før 6. Aldrig.Og han var på barsel i 5 dage.
 Men det er også nok. Hvis bare han kommer hjem, så der er en' til at ordne baby, og en til at lave mad - og få huset til at se beboeligt ud. Jeg er ligeglad hvem der gør hvad.
Plus, Michelle har rengøringskone - betalt af regeringen pga hendes handicap. Og Sebastian sover fra 7 til 7.Hvad er det lige præcis hun har at stresse over?
Point skal hun da have for at sige at Noah sikkert bare har en super velfungerende hjerne, og er strong minded - og at det hele kommer til at betale sig i det lange løb - når han bruger sin fantastiske hjerne til store ting...



For når man ikke sover, og ikke spiser - og har skrig og gråd i ørene hver gang man sætter babyen fra sig; og huset er et' stort gigantisk rod ....så kan man ikke fungere...

På vej hjem havde Caroline fattet lidt mere. Og hun spurgte om jeg ville ud hos dem og spise i aften. Men jeg orkede sgu heller ikke at sidde der og være social.
Hun er virkelig en god ven. Med en uhyggelig nem baby. I dag sad han i 3 timer i barnevognen, og bare gloede ud - mens han gumlede på sin sut. 3 timer. Det må fandme være fedt.
Tror Caroline troede hun lige skulle vise mig hvordan man fx kunne gøre - så hun proppede hun  Noah i barnevognen.
 Ha! Det var faktisk næsten komisk, for selvfølgelig gad han da ikke sidde der' og glo. Som om jeg ikke har forsøgt at få ham til det utallige gange...Kæft han skreg! Og han blev ved med at skrige - mens han sparkede vildt med benene...
Og så måtte hun jo fiske ham ud igen, og rent faktisk underholde ham...

Nå men istedet tilbød Caroline at komme forbi her og lave mad til mig. Det er sgu da sødt!
Men jeg kan ikke have besøg i den her svinesti. Så jeg takkede nej.
Jeg er jo altså heller ikke just den bedste til at bede om hjælp...

Ved 5 tiden bankede det på døren. Jeg nåede lige at tænke "Det er Matt! Han kommer hjem!" for så at huske at han er 16 timer herfra i bil. Så det var ikke muligt for ham at være her endnu, selv hvis han havde vendt næsen hjem ad...

Åbnede, og der stod Lee. Med en tallerken "Jeg kommer bare lige med din aftensmad", sagde hun smilende og rakte mig tallerkenen.
Og så var jeg lige ved at tude igen, fordi folk er så skide søde...

Nu vil jeg bruge det sidste jeg har i mig for i dag, og få gjort det her ulækre hus rent. Og så vil jeg kravle under min dyne - og læse en bog; og håbe at i morgen bliver bedre end i dag...

Godnat.

Anti baby

Jeg tror jeg i løbet af de sidste 24 timer har besluttet at jeg ikke skal have flere børn.

 Nogensinde.

Aldrig.

Nej.

Noah vågnede hver time hele natten endnu engang, og besluttede tilmed at stå op klokken fucking 5!
Jeg er så træt. Og jeg er så hidsig...Jeg har slet ingen tålmodighed til ham i dag, og skal virkelig tage mig sammen for ikke at råbe - eller løfte ham op med lidt for voldsomme bevægelser. Det hjælper ikke at han er helt vildt overdrevet bange for at jeg skal forlade ham i øjeblikket - så selv når han kravler rundt på gulvet - klister han sig fast til mit ben, og trækker i mine bukser - mens han skriver og tuder.

Jeg er i skrivende stund smurt ind i øllebrød. Fordi han er så gennemtræt, at maden blev kastet rundt i alle retninger. Vores hus er SÅ ulækkert for tiden...Det er virkelig klamt, og var det ikke fordi jeg var så flov over hvordan her egentlig ser ud, havde jeg taget et billede...

Mødte en karkerlak i nattens mulm og mørke - og istedet for at tæske den en' på kassen, tænkte jeg "Nå ja, måske du kan spise lidt af det mad jeg uden tvivl ikke fik tørret af gulvet?!" og gik den anden vej... Jamen, hvor klamt er det?! At byde en monster karkerlak, plus familie, velkommen, fordi alt andet er blevet for uoverskueligt...

I dag hader jeg ham lidt...

Han har så meget energi....Hvorfor fik jeg ikke et stille barn? Jeg var stille, Matt er stille...Vores barn burde være et stille, tænkende barn - der bliver læse/skrive nørd; som tilmed kan designe broer.
Hver gang vi er ude med mødregruppen, sætter alle deres unger på et tæppe. De 6 andre bliver siddende og kigger nysgerrigt på hinanden, og omgivelserne. Noah? Han drøner afsted til nærmeste nye ting han kan røre ved, putte i munden - eller slå...og er fuldstændig ligeglad om han trumler 3 babyer ned på vejen til sit mål...

Matt kom hjem. For fanden, kom hjem - og pas dit afkom så jeg kan prøve varm kaffe, og et bad uden ørepropper...Og indhente det søvn jeg virkelig mangler endnu engang...

Because...

...he is so damn cute! :-)

Det kan godt være svært med kultur forskellen når man har et barn med en fra en anden kultur.

Matt har ikke opholdt sig i Danmark i lang nok tid til at føle forskellen som jeg gjorde, og stadig gør. Det kravler ind under huden på en' på en hel anden måde når man oplever det...

Det giver tit årsag til nogle skænderier, jeg tror vi ville kunne undgå hvis man forstod den danske.

Hvis han bare engang imellem troede på at det er ok at gøre tingene på vores måde. Han er begyndt at blive rigtig strid, og når jeg fx siger "Jamen i Danmark ..." bider han mig af - med et

 "Ja, men du er ikke i Danmark - du er i Australien!"

Som om min kultur så bare bliver slettet...

Fx er det meget normalt bare at lade sin baby græde sig i søvn hernede. For mig er det jo altså ikke "bare lige". Og der kan jeg godt mærke den manglende forståelse..."Just let him cry it out", siger folk, og trækker på skulderne...

Til gengæld er de helt fantisk åndsvage ang babier og deres mad hernede. Stod det til dem, fik Noah stadig kn ris grød og æble mos. Mens sundhedsplejersken i Danmark anbefaler at jeg kan begyndte at give Noah hvad vi spiser lige så stille og rolig. Det er Matt helt imod. Jeg har lidt bare tænkt jaja. For Matt er her til mad 2 gange på en uge. Og der kan Noah så æde sin risgrød og sit æblemos. Og så deler Noah og jeg ellers mad resten af ugens dage...Ungen æder og er glad.

Michelle fik et chock i går da jeg fortalte hende hvad han fik at spise.

"Jamen, han mave kan da ikke klare din mad! Og hvad med alle krydderierne!"

Altså, jeg giver man jo ikke lige frem chili corn'carne!  Og er helt med på hvad de ikke må få, før de er 1 år...

Det bliver spændende at se om alle de andres unger bliver mere kræsne, fordi de har været så meget længere om at smage nye ting...

Men jeg syntes nogen gange det er lidt svært ikke at passe ind...

Kunsten at være kreativ...

Jeg lærer Noah dansk, mens Matt står for the engelske. Ærligt, det er meget meget meget svært for mig kun at tale dansk til Noah - når vi er omgivet af engelsk talende hver eneste dag. Jeg prøver, men det går ikke særlig godt.
Til gengæld læser jeg meget for ham. På dansk. Kun. Og der giver jeg mig ikke. Aldrig.
Det er dog virkelig dyrt at bestille bøger fra Danmark. Jeg har været heldig at få et par gavekort af min mormor - men siden da har vi så heller ikke haft råd til at bestille noget...
Jeg har forsøgt at oversætte engelske bøger on the go  - men det bliver altså lidt noget hønselort. Ordstillingen er omvendt, så jeg hakker og stammer - og udtaler ordene i en blanding af engelsk og dansk...

I dag fik jeg en ide'....

Bogen som den er....

Jørgen Clevin når han er bedst...Der mangler bare de søde lyde

Tradaaaa...Så blev bogen dansk.



Det kan jeg da godt, ik?

"Flest uheld sker i hjemmet..."

4.30 ville pungrotten ikke sove længere. 4.30. Det er liiige lidt for tidligt. Men han er så glad os smilende og fuld ad spræl om morgenen...det er ikke rigtig muligt at få ham i seng igen... Jeg lod ham kravle rundt på gulvet, mens jeg prøvede at overbevise mine stakkels øjne om at åbne sig. De samarbejdede ikke særlig godt.
Pludselig kravlede Noah op og stop lige ved mit ansigt, med hans kæmpe smil - og søde latterlyde. I hånden viftede han et eller andet frem og tilbage.
Endelig vågnede mine øjne. Og så så jeg hvad det var...

"Ved du hvad det der' er, Noah?"
         Stort smil.
"Det er et bogmærke...og ved du hvor det hører til? I en bog! Så kan du være sød at ligge det tilbage præcis hvor du fandt det?"
Endnu større smil, og Noah der kravler tilbage hvor han kom fra - så jeg et kort sekundt faktisk troede han havde fattet hvad jeg sagde...Men så smed han skødeløst bogmærket fra sig - og hev lidt i en sok.

Michelle skrev en besked til os alle sammen i går.

Efter vi var gået i mødregruppe, var Sebastian faldet ned af puslebordet. Og havde brækket sit ben!

Ej, jamen er det ikke trist? Stakkel Sebastian!

Alle er helt vildt søde, og vil sende blomster til Michelle. Og jojo, det var da et uheld - men kynisk og dømmende som jeg jo altså kan være når jeg syntes folk er nogle paphovedet.... så tænker jeg "Jamen, hvad havde du regnet med? Du har kun en' arm .Og ungerne er i det stadie hvor de bestemt ikke gider ligge ned og blive skiftet...Jeg har to arme, og meget hurtige reflekser - men skifter kun Noah på gulvet, og har gjort det de sidste 3 uger..."

På den anden side har jeg også lært at man ikke kan dømme mødre - der alle gør hvad de mener er bedst for deres barn. Vi gør alle sammen tingene meget forskelligt, og jeg har fandme også lavet nogle brølere med Noah!

Han er fx faldet ned fra vores seng - og nær blevet kvalt i en skorpe...jojo,sådan rigtig kvalt. Han blev helt blå i hovedet, og heldigvis panikkede jeg ikke - men flåede ham op og dunkede ham i ryggen - så skorpe stykket fløj ud af mundne på ham. Vi var begge fuldstændig i chock bagefter. Jeg rystede over det hele, og Noah sad bare og gloede ud i luften. Først da han begyndte at hyle - kom vi tilbage til virkeligheden.

For første gang har min far bidraget med noget til mit voksne liv, for som falck redder viste han hvad jeg skulle gøre hvis Noah nogensinde blev kvalt i noget. Både plan A og plan B.

Og jeg er da sikker på at de andre mødre har tænkt "Jamen hvad havde hun regnet med? Han har jo ingen tænder!"

Og blomster fik jeg i hvert fald ikke....

Nå, baby svømning om 2 timer, og Noah skal sove inden - ellers skriger han da svømmehallen ned...

Adios...



Yum yum ....

Klokken er 13.46 og du er en idiot

Selvom Noah er tilbage i den rytme der hedder "vågn hver time!" natten lang - så er han sgu stadig dejlig. Han underholder sig selv på sit legetæppe max i dag, og ligger der og siger "ba-ba-ba-ma-ba" på den sødeste måde. Han er altså også så hammer dygtig til det svømning der' - og holder fint i kanten, får hovedet under vand uden at græde - og plasker lystigt med sine buttede arme og ben. Måske gør det ikke så meget hvis han vælger at surfe alligevel...Er sikker på han er så sød at hajerne slet ikke kunne drømme om at hapse ham...



Nå, men jeg må æde mine ord og min fordomhed. Saras politmand var rigtig flink, og virkede næsten helt genert. Måske ikke så underligt, når han er i en pool med 5 fremmede damer og deres yngel. Han var den eneste der ikke tog sit barn under vandet med hovedet da det var tid til det, og det syntes jeg egentlig var lidt nuttet af sådan en politi fætter... Ikke at være brutal og næsten drukne barnet. (Ja, jeg har sat politet i bås, kan I nok høre...)

Jeg kom til at træde ham over tæerne flere gange. Total akavet. For os begge to. sjovt som den der tæthed med en fremmed, virkelig er ubehagelig. Og nøgen hud på nøgen hud er total upassende... Også selvom det er bare er sure tæer...

Så skal der stikkes....





Noah skal vaccineres i dag. 6 måneders vaccinen.

Adr.

Jeg kan sgu ik li' det.

Første gang, da han var lille bitte - var jeg mest bange for at han skulle blive handicappet af det. Min nabos datter blev hjerneskadet af stivkrampe vaccinen da hun var baby.

Men det gik fint. Selvom han græd hjerteskærede. Vi havde Meghan til at stikke, og hun er den bedste!

2. gang var jeg ikke bange for at der skulle ske noget.

Men vi havde en lorte sundhedsplejerske til at stikke. Gwen.

Hun er berygtet i hele Hervey Bay for at være en dårlig sundhedsplejerske.

Hun fyrede bare nålen i hans lår, blodet sprøjtede - og hun lod mig ikke trøste ham før hun ville hamre nål nr to i andet lår. Ja, det fik hun så ikke lov til. Nok har de travlt - men de kan ikke have for travlt til jeg lige kan sige såså, og nååå til min stor tudende søn. Gamle heks.

I dag skal han så gennem trumlen igen, og fordi han nu forstår meget mere, bliver det her den værste vi hidtil har været igennem, tror jeg.

Åhh, bare de blev født immune for dumme sygdomme der kræver lange nåle...

Bad parenting

Jeg ved at jeg er en god mor, for alt hvad jeg foretager mig med Noah, er aldrig den lette udvej.

Efter at være blevet mor, bliver jeg virkelig dybt chokeret over dårlige forældre.

Som fx de her;

Åh jeg er så glad for mad...Not!

Nå. Vi kan så heller ikke li' havregrød.

Ligesom vi ikke kan li' risgrød, advokado, gulerod,græskar,kartoffel, sweet patato,banan eller æble...





Troligt og tåldmodigt står jeg hver dag og prøver at lave lækker-lækker mos til ungen.

Og trolige, samt knap så tåldmodigt spytter han det ud så snat han opdager det ikke er mælk.

Jeg har prøvet alt. ALT.

 Gøre maden tyndt og sjasket, mere fyldigt, lade ham holde skeen, lade ham tage med fingerne, blande det med en masse brystmælk, skeen er blevet lavet om til en flyvemaskine , mor har hoppet rundt i underlig dans - og sunget "mmmm- yum yuuuuuuuuuuuuuum, deeejlig deeejli' maaaad!" mens hun sagde smaske lyde.

Noah griner sødt af sin fjollede mor, ind med skeen...og...ud med mad!

Arrrgh!

Problemet er, at han er mega sulten.

Han vågner hver time om natten, er helt klart sulten. Han skal ammes hver time om dagen, fordi han også her er så sulten.

Han gider godt holde et stykke æble eller gulerød, og gnave lidt i det - men han er for lille til at spise stykkene. Jeg har prøvet at dyppe hans gullerød i mos - for at narre ham på den måde; men det gik ikke just efter planen...

Jeg er på grådens rand, og så træt så træt så træt....