When kids get life

3 år siden så jeg den her video

(Jeg håber linket virker fra Dk? Videon lå på youtube engang, men nu er der kun et lille uddrag...Og der er noget med IP rettigheder, der muligvis kan gøre at man ikke kan se det fra Danmark...)



Og i et helt år tænkte jeg på Erik Jensen.

Da programmet blev genudsendt - skrev jeg til ham. Og han skrev tilbage. Og siden har vi skrevet sammen...
I starten var det svært, for han var meget lukket - og det var tydeligt han passede godt på sig selv.

Men nu, 2 år efter - vil jeg faktisk gå så langt som at kalde ham min ven. Ja, det lyder måske fjollet - og det er det måske også...Men man få altså en eller anden form for relation til et menneske man har udvekslet ord med i så lang tid.

I dag kom der så en kæmpe pakke. Med et billede i.

Og et fint julekort, hvor der stod;

Thank you for sharing your world travels with Erik and being his friend. He painted this for you.

Pat Jensen.

Det er da sødt! :-) Jeg er i hvert fald rigtig glad for mit billede!

Jeg tænker tit, at jeg virkelig håber de slipper ham ud. Men det ser sort ud...Det gør det altså...