Siden jeg startede denne blog, har Matt hver dag spurgt " How many followers do you have on your new blog?"
Og i mange mange dage - måtte jeg slukøret svare "None".
Altså, jeg kan jo se der bliver kigget - men der var ingen der meldte sig som followers. (Og ja, jeg ved godt at det er noget hø man skal have en profil på twitter, eller google for at kunne gøre det...)
Så jeg blev helt lalleglad, da jeg så jeg havde min første follower. Og jeg små løb ind på Matts kontor. "Ask me how many followers I have on my blog!"
Matt kiggede forvirret op fra computreen; "Eh...how many followers do you have on your blog?"
"ONE!" :-)
Nu har jeg 7. Og hver gang en' har meldt sig til, har jeg været jublede lykkelig. Ikke så meget fordi jeg vl have en million mennesker til at læse - men drivkraften for at skrive, betyder lidt at der gerne må være bare et par mennesker der læser med...
Jeg kan se at 6 af mine 7 følgesvend, er nogle jeg kender. Og det skriger jo egentlig bare loyalitet.
Anyway - alt jeg vil sige med dette indlæg er tak fordi I gider læse mig. Og især tak til dig, fremmede nr. 7. Velkommen på følgelisten...
Hej Rikke
ReplyDeleteJeg ved ikke om det er mig der er den fremmede. Jeg kender dig godt nok ikke sådan rigtigt, men jeg startede med at læse dine dagbøger på fyldepennen for nogle år siden og har fulgt dig hele vejen fra Vanløse til Australien. Men pludselig holdt du jo op med at skrive. Det var vidst da du var gravid. Jeg ved så ikke om du har skrevet til en venneliste eller lignende, men i hvertfald synes jeg det var hyggeligt at høre lidt om dig og dit liv igen. Denne her blog gør det jo lidt mere interessant med billeder. Jeg synes du skriver meget levende og selv om du ikke synes der sker en skid i dit liv får du jo sat ord og billeder på din dagligdag alligevel.
Jeg er en kvinde på 46 og hvorfor gider jeg så læse sådan en ung kvindes skriverier? Tja det har jeg ikke noget filosofisk svar på. Nogle ville måske sige at det er fordi jeg ikke selv har noget liv. Det synes jeg da nok jeg har. Jeg har voksne børn, kæreste og fuldtidsjob med kontakt til gode kollegaer og borgere. (jeg arbejder i en daginstitution som souschef.) Men altså, jeg synes det er hyggeligt at læse lidt om andre folks dagligdag. Jeg følger som regel 2-3 dagbøger på fyldepennen, og nu altså også din blog. Samt 2 andre blogs, som dog er skrevet af nogle jeg kender personligt.
Så jeg forfølger dig nok videre i dit liv "down under." Med de sorger og glæder der følger med at være en børnefamilie i Australien.
Jeg har til gengæld ikke nogen blog eller dagbog og får det nok heller ikke.
Åh, det var ikke gået op for mig, at man kunne være follower uden at have en blog. Count me in om lidt så - som nr. 12. ;)
ReplyDelete