Ja, vi har så lige tilbragt 3 dage på hospitalet med Noah musen. Og ikke engang i egen by, men 3 timers kørsel herfra. Ikke sjovt. Og jeg savner igen fyldepennen, for jeg gad godt skrive en masse om det..Men her på bloggen bliver det jo for langt og kedeligt med lange indlæg...
Vi skulle på weekend tur til Nambour for at besøge Matts søster Amber, og hendes mand og to børn. Fredagen var super hyggelig, jeg kan godt mærke jeg er begyndt at slappe mere af. Og være med australsk på den måde. Jeg stresser ikke så meget mere...
Vi skulle have lammekølle til aftensmad, og planen var at få Noah i seng før maden. Han fik sig et dejlig varmt bad, hvor han lystigt plaskede rundt i vandet. Da jeg tog ham op, klapprede han tænder - for det var en meget kold aften i Nambour. Jeg satte mig foran den tændte ovn, og gav ham nattøj på - et varmt flice sæt vi havde købt samme dag.
Han klapperede stadig tænder. Jeg tog ham ind i vores værelse, ammede ham mens jeg aede han pande. Pludselig kunne jeg mærke ham blive varm. Han har jo ikke rigtig været syg siden vi fik ham - så jeg anede ikke om det var feber eller hvad. Men varm det var han. Kaldte på Matt der mærkede hans pande. Jo, han var da lidt varm - men det var ikke så galt igen. Jeg syntes Noah blev varmere og varmere, men Amber - der har to børn - kom ind og sagde at hun troede ikke han var varmere end normalt, men hvis jeg ville kunne vi da give ham noget panodil så vi var sikre.
Jeg kan bare slet ikke ha' når folk fylder deres unger med smertestillende "just in case". Og det sker en del i mødregruppen. Siden ungerne var helt spæd har de fyldt den med baby panodil "He is teething!" har grunden altid været - og lur mig om ikke der gik 6 måneder mere før der viste sig så meget som en pløk i kæften på deres stakkels barn.
Der er jo ingen der har sagt det skal være let at ha' en baby. Og at dope de stakkels små hver gang de græder lidt syntes jeg simpelthen er grotesk. Det er jo ikke ligefrem C vitamin de propper i dem. Carolines mand er værst, hver eneste gang han har ungen alene, står de på panodil før sengetid. En dag havde han knaldet munden ned i en ølflaske og var selvfølgelig begyndt at græde. Men det samme panodil en stopper for...
Jeg sagde nej tak til panodil. De havde ikke et termometer der virkede, og jeg havde ikke mit eget med. (Som jeg ellers altid har, fordi babyer med mere end 40 i feber er livsfarligt - og jeg derfor altid vil kunne finde ud af hvad Noahs temperatur er..Men selvfølgelig havde jeg det ikke med denne ene gang hvor jeg rent faktisk havde brug for det)
Folk forlod værelset, og jeg ammede videre. Og lagde mærke til at Noah bare stirrede op på mig, uden at blinke...Jeg aede hans kind, og flyttede mit ansigt til siden. Ingen reaktion.Overhovedet. Så blev jeg bange...
Åbnede døren, og med Noah i armene gik jeg ud til de andre, og kunne godt høre min stemme rystede lidt, da jeg sagde "Guys..something is really wrong". Jeg var så nervøs for at de ikke troede på mig, for de havde jeg sagde nej til at han var syg engang. Men både Matt og Amber var der med det samme "der er noget galt når du bliver ved med at tvivle".
Noah blev mere og mere underlig. Hans hals var helt fordrejet, og han stirrede bare stift op mod højre som var han hjerneskadet. Det var så uhyggeligt. Vi prøvede alle sammen at få kontakt til ham, men der var intet der hjalp. Pludselig begyndte han at gispe efter vejret. "I think we should go to the hospital", sagde Matt roligt. Jeg kunne ikke være mere enig, og nærmest løb mod bilen. Matt stod køligt og kiggede på vores kuffert "Hvad skal vi tage med?" spurgte han henkastet. Så flippede jeg, flåede et par genstande op af kufferten og masede dem ned i min pusletaske "Let's go!" snerrede jeg - og hele flokken af mennesker fulgte med ud til bilen. Jeg hoppede ind på bagsædet med Noah, og Nigel - Amber mand- hoppede ind i sin bil for at vise os vej til hospitalet.
Så snart vi kørte, begyndte jeg ar tude "Something is really wrong, Matt - its like he is braindamaged"
"Dont panic. Thats how things like this go wrong. Dont panic, just keep calm and talk to him" sagde Matt roligt, men hans stemme rystede også en smule, og han var ikke så rolig som han gerne ville være...
Da vi ankom til hospitalet havde vi kun lige fået flået Noah ud af autostolen, da han begyndte at gå i krampe. Hans øjne rullede rundt i hovedet på ham, og han spjættede som en fisk på land. Det var SÅ scary at se på...Samtidig fik han fråde om munden, og gispede efter vejret.
Matt løb ind på skadestuen, hvor vi straks blev guided videre ind i et rum. Noah blev lagt i en seng, og 5 læger satte slanger alle steder, lyttede til hjerte og kaldte hans navn for at få ham til at reagere. Det gjorde han selvsagt ikke. Iltmasken var alt for stor, og maste hans øjebvipper - og han lå der bare der og spjættede løs... Det var lidt en ud-af-kroppen oplevelse for en stakkels mor som jeg. Jeg stod bare og så på det hele, mens jeg tænkte , om og om igen "Bare det ikke er meningitis, bare det ikke er meningtis, bare det ikke er meningitis"
Lægerne og sygeplejerskerne var rigtig rigtig søde. De fortalte hele tiden hvad de gjorde ved ham - og spurgte om vi var ok. Det var vi jo ik helt, men søde må vi have set ud, Matt og jeg - som vi stod der og holdt hianden i hånden, og frygtede der værste men håbede på det bedste...
De tog røgentbilleder af ham, tog blod og urin - og spurgte endnu engang hvad der var sket inden vi nåede til hospitalet. Lægen kom hen til Matt og jeg og sagde at de ikke tog nogle chancer, og at de ville give ham antibiotika, for hvis det var meningitis var det vigtigt at det skete hurtigt...
Bare at han sagde ordet fik mig næsten til at tude igen...
De gav ham medicin for at stoppe anfaldende. Første dosis virkede ikke, så de gav ham mere. Endelig lå han stille...
Lægerne gik, og en sygeplejerske holdt øje med Noah. Pludselig begyndte han at spasse ud igen. Sygeplejersken gjorde diskret tegn til læge om at komme, sikkert for ikke at gøre os nervøse - men vi kunne da godt begge to se at de pludselig fik travlt. Lægen små-løb da også ud til lille Noah musen, og så blev han ellers for alvor tjekket. Da jeg så et rødt udslæt på hans ben, var det mig der spassede ud. MENINGITIS UDSLET! Arrrgghhh...
Men det var det jo ikke. Og blod prøver og urin vidste heller ingenting. Så de tog slet ikke meningitis prøverne videre (Noget med at stikke i rygsølje og tjekke hjernevand...? Lyder ikke særlig rart, vel?)
Til gengæld kunne de ikke finde ud af hvordan Noah havde feber. Den steg stadig, men intet syntes at være i vejen med ham... Øre, øjne, hals - alt så fint ud...
De bestemte sig for at holde os natten over for at obsevere om der kom flere anfald... Men de regnede med det han havde været ude for fra febrile convulsions. Feber kramper. Det de ikke kunne li' var at han havde fået flere end et' - og at han tilsynedladende ikke var syg med noget de kunne skyde feber skylden på...
Da Noah vågnede, en times tid senere, var han fuldstændig forvirret, og så nogte så slukøret ud. Der stak stanker ud fra alle tænkelige steder - og han sad bare der lille bitte i den store seng og kiggede på alle menneskerne...Jeg fik lov at sidde med ham på skødet - men timing var vildt dårligt for han rå-brækkede sig ud over både sig selv og mig. Det er altså hjerteskærene når sådan en lille en kaster op...de fatter jo slet ikke hvad det er der sker.
Vi blev kørt op på børneafdelingen af en portør. Jeg sad i sengen med Noah, der havde ilt i næsen, og drop i armen, og knugede sin lille bamse til sig. Alle vi passerede på vejen smilede sympatisk til os .
Vi nåede børneafdelingen, hvor vi tilbragte 2 dage og 3 nætter (Der er da vidst en film), men det er et helt indlæg for sig selv tror jeg...
